Regler for skriftlige prøver
Herunder kan du læse om UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskolens regelsæt for skriftlige tilstedeværelsesprøver.
Generelle prøvevilkår
Dette regelsæt gælder for ALLE skriftlige tilstedeværelsesprøver.
En tilstedeværelsesprøve er kendetegnet ved, at du på et fastlagt tidspunkt, på en bestemt angivet fysisk eller digital adresse og under opsyn, får stillet en opgave, som inden for et afgrænset tidsrum skal besvares af dig alene og afleveres inden tidsfristens udløb.
Alle skriftlige prøver afholdes på din egen computer og afvikles gennem UCL’s digitale eksamenssystem WISEflow. Alle relevante eksamensinformationer fremgår af WISEflow.
Fuld accept af dette regelsæts betingelser er en forudsætning for deltagelse i prøven.
En skriftlig tilstedeværelsesprøve kan være både med og uden hjælpemidler. Det er oplyst forud for prøven.
Device Monitor og FLOWlock
Ved nogle skriftlige prøver kan du blive bedt om at bruge Device Monitor eller FLOWlock, så sørg for, at du har installeret de nyeste versioner.
Forberedelse inden eksamen
- Senest én uge før din eksamen, skal du tjekke om din computer kan tilgå UCL’s trådløse netværk og teste, om de programmer, der skal benyttes ved den pågældende prøve, fungerer korrekt. Ved problemer kontakt da IT-afdelingen via service.ucl.dk eller på tlf. 63 18 44 44. UCL stiller ikke IT support til rådighed i forbindelse med afvikling af prøven.
- Det er dit eget ansvar at have funktionsdygtigt udstyr med til eksamen, herunder forlængerledning. Er dit udstyr ikke i orden, kan du komme til at bruge prøvetid på at få det til at virke.
- Prøven afvikles på din egen computer, og det er ikke tilladt at medbringe en ekstra skærm til prøven.
- Det er ikke tilladt at låne medstuderendes tekniske udstyr.
- Opstilling og tilslutning af computer skal være afsluttet mindst 15 minutter inden prøvens start.
Tidspunkt, lokale og prøvestart
- Lokale for afvikling af prøven vil fremgå af dit skema i TimeEdit. Du kan se de præcise tidspunkter for prøvens start og slut i WISEflow.
- Har du særlige prøvevilkår, er dette afklaret via din UCL mail.
- Lokalet åbner 1 time inden prøven afvikles, medmindre andet er oplyst.
- På prøvedagen skal du møde minimum 30 minutter, før prøven starter. Lokalet lukkes 30 minutter, før prøven starter.
- Hvis du kommer for sent til en skriftlig prøve, kan du kun deltage i prøven, hvis UCL anser det for udelukket, at du kan have modtaget nogle oplysning om opgaven, og finder, at forsinkelsen er begrundet i usædvanlige forhold. Du får ikke ekstra prøvetid.
- Husk dit studiekort. Inden prøven begynder, skal du legitimere dig med dit studiekort, så eksamensvagterne kan registrere, at du er fremmødt. Under prøven skal studiekortet ligge synligt på bordet.
- Mobiltelefon skal slukkes og ligge i tasken under hele prøven, medmindre andet fremgår af prøvevilkårerne for prøven. SmartWatch, Airpods eller lignende skal ligeledes lægges i tasken under prøven.
- Før prøvens start skal du være krydset af på deltagerlisten.
- 5 minutter før prøvens start skal der være ro i lokalet, og eksamensreglerne bliver læst op og eventuelle spørgsmål afklares.
- Ved FLOWlock prøver skal FLOWlockbrowseren startes i god tid og senest, når eksamensvagten beder om det. FLOWlock browseren er korrekt startet, når du ser nedtællingsuret.
- Ved prøvens start udleveres opgaveformuleringen digitalt i WISEflow. Ved enkelte prøver udleveres opgaven også på papir. Dette vil fremgå af prøvevilkårene for den enkelte prøve.
- En skriftlig tilstedeværelsesprøve kan være både med og uden hjælpemidler. Det er oplyst forud for prøven.
Under prøven
- Under prøven kan eksamensvagten kun kontaktes ved håndsoprækning.
- Eksamenslokalet må kun forlades under ledsagelse af en eksamensvagt. Ved toiletbesøg skal du benytte det toilet, som eksamensvagten anviser.
- Det er ikke muligt at forlade lokalet for at ryge.
- Den sidste halve time af prøvetiden må lokalet ikke forlades.
- Det er tilladt at benytte hjælpemidler og internettet i det omfang, som er angivet i de specifikke vilkår for den enkelte prøve, dog med nedenstående forbehold.
- Det er aldrig tilladt at kommunikere med andre under prøven. Det betyder, at sociale medier som Facebook, WhatsApp, Instagram m.fl. ikke må være åbne under prøven. Fildelingstjenester som Google Drev, OneNote, itslearning og OneDrive mfl. må gerne være online, men kun anvendes til at tilgå materiale, der er udarbejdet før prøven. Hvis du tilføjer information til dokumenter under prøven, betragter vi det som kommunikation og dermed eksamenssnyd. I udgangspunktet er det den person, der tilføjer information til et delt dokument under prøven, som kan blive anklaget for eksamenssnyd, uanset hvem dokumentet deles med.
- Under prøven må du ikke låne hjælpemidler af andre. Du må heller ikke udveksle oplysninger eller på anden måde være i kontakt med andre studerende eller personer uden for eksamenslokalet. Det gælder både fysisk og digitalt, herunder også online kommunikation via fildelingstjenester. Overtrædelse heraf betragtes som eksamenssnyd.
- Har du under prøven brug for at tegne/illustrere i hånden, kan du kontakte eksamensvagten og under overvågning overføre dine illustrationer til din computer ved at sende dem til dig selv på mail eller via Airdrop.
- Som hovedregel er det tilladt at anvende Copilot, ChatGPT og lignende generative AI-teknologier under eksamener, medmindre andet specifikt er oplyst i studieordningen eller prøvebeskrivelsen. Er du usikker på reglerne for en bestemt opgave eller eksamen, bør du kontakte din underviser og/eller vejleder. Du skal være opmærksom på, at du skal oplyse, at du har brugt generativ AI i din opgave i overensstemmelse med retningslinjerne.
Læs mere om generativ AI på UCL
- Brug af hovedtelefoner er ikke tilladt, medmindre det er angivet som værende en del af prøven, eller det fremgår af prøvens vilkår. Ørepropper er tilladt. Har du særlige prøvevilkår, kan du have en anden aftale.
- Opgaven skal altid løses på det foreliggende grundlag, og eksamensansvarlig kan kun tilkaldes, hvis opgavens ordlyd ikke synes entydig, eller hvis der konstateres fejl i opgaven. Konstateres fejl eller tvivlsspørgsmål, orienteres alle, der deltager i den pågældende prøve, således at der sikres samme prøvevilkår for alle.
- Eksamensansvarlig kan ikke tilkaldes, fordi du er i tvivl om, hvorvidt du har forstået opgaven rigtigt.
- Under prøven har du selv ansvaret for dit IT-udstyr og for løbende at gemme din opgavebesvarelse, herunder sikkerhedskopi. Mister du data under prøven grundet manglende sikkerhedskopiering, er du henvist til at fuldføre uanset tab af data.
- Du kan ikke forvente hjælp til, hvordan programmerne virker under prøven. Du skal selv have styr på grundlæggende funktioner i de programmer du skal bruge under prøven, fx hvordan:
• du laver en graf i Excel
• tager et skærmdump
• indsætter et billede i Word
- Opstår der under prøven strømsvigt, netværksnedbrud eller andre udefra kommende problemer med UCL’s tekniske faciliteter, som ikke kan afhjælpes/udbedres, retter eksamensvagten straks henvendelse til den eksamensansvarlige, der træffer bestemmelse om prøvens videre afvikling.
Aflevering og afslutning af prøven
- Eksamensvagterne meddeler, når der henholdsvis er 30 minutter og 5 minutter tilbage af prøven.
- Hvis du er færdig tidligere end 30 minutter før udløb af prøven, kan opgaven afleveres, og lokalet forlades. Din computer, mobil eller andet prøvemateriale skal forblive i lokalet. Dette kan hentes, når prøven er afsluttet for alle i lokalet.
- Hvis du afleverer indenfor de sidste 30 minutter før prøvens afslutning, skal du af hensyn til medstuderende forblive på din plads.
- Ved prøvens afslutning forlades lokalet i god ro og orden, således at studerende med forlænget prøvetid forstyrres mindst muligt.
- Ved visse prøver kan der være behov for at kunne tegne grafer, ligninger, som lettest laves i hånden. Bilag kan ved prøver med alle skriftlige hjælpemidler uploades som ekstra materiale.