Der gælder forskellige regler, hvis du bliver syg i forbindelse med dine studier. Nedenfor kan du læse om, hvad du skal gøre alt afhængig af, om det er sygdom i forbindelse med prøver eller sygdom, som forlænger din uddannelse.
Hvis du bliver syg i forbindelse med en prøve (eksamen), skal du sygemelde dig på eksamensdagen til Studieadministrationen ved at oprette en sag i service.ucl.dk og vælge kategorien Eksamen.
Du skal desuden inden for 14 dage uploade en lægeerklæring til din sag, der bekræfter, at du var for syg til at gå til prøve (eksamen). Læse mere i afsnittet ”Dokumentationskrav under sygdom”.
Hvis du bliver syg under afviklingen af en prøve (eksamen) og må opgive at gennemføre, skal du straks oplyse det til personale på UCL, enten en eksamensvagt ved stedprøver eller eksaminator ved en mundtlig prøve. Ved en længerevarende skriftlig prøve, skal du oprette en sag i service.ucl.dk som beskrevet ovenfor.
Du skal desuden inden for 14 dage uploade en lægeerklæring til din sag, der bekræfter, at du var for syg til at gennemføre prøven (eksamen). Du kan læse mere i afsnittet ”Dokumentationskrav under sygdom”.
Hvis du vælger at gennemføre prøven (eksamen), selvom du er syg, tæller det som et prøveforsøg. Du kan ikke sygemelde dig med tilbagevirkende kraft, selvom du efterfølgende indsender en lægeerklæring.
Når UCL har registreret dig som syg under en prøve (eksamen), fordi du sygemeldte dig korrekt og med behørig dokumentation, vil prøveforsøget ikke tælle, og du vil blive indkaldt til en erstatningsprøve via WISEflow eller ucl-mail.
Hvis du skal sygemeldes helt fra din uddannelse i længere tid, skal du kontakte din studievejleder, som kan udarbejde en individuel studieplan, afhængig af, hvor langt du er nået i uddannelsen, og hvor længe, du skal være sygemeldt.
Du skal fremskaffe dokumentation for din sygdom. Læs mere i afsnittet ”Dokumentation ved sygdom”.
Hvis du har været syg i et omfang, der gør, at du ikke kan bestå nogle eksamener i en sammenhængende periode på mindst 1 år, kan det blive nødvendigt, at du søger om dispensation til forlængelse af 1- års fristen.
Hvis du er syg i et omfang, der gør, at du ikke kan nå at gennemføre din uddannelsen inden for reglerne om maksimal studietid, kan det blive nødvendigt, at du søger dispensation til forlængelse af uddannelsen.
Hvis du har søgt en dispensation, fordi du ikke kan følge uddannelsen, som den er tilrettelagt, kan du være blevet bedt om at indsende dokumentation for ”usædvanlige forhold” i en relevant tidsperiode. Det kan f.eks. være i forbindelse med en ansøgning om et 4. prøveforsøg, udskydelse af en eksamen eller forlængelse af maksimal studietid mv.
Hvis det usædvanlige forhold skyldes din egen akut opståede sygdom, kan du indsende dokumentation, som forklaret i afsnittet ”Dokumentation ved sygdom”.
Ved dispensationsansøgninger kan du dog også indsende anden dokumentation end en lægeerklæring udstedt af læge eller psykiater. Du skal indsende dokumentation, der understøtter de forhold, du har beskrevet som usædvanlige i din dispensationsansøgning. I den forbindelse kan en psykolog-udtalelse eller en patienjournal også være relevant.
Hvis de usædvanlige forhold skyldes andre menneskers sygdom, død eller ulykke, og du ikke har mulighed for at dokumentere disse forhold, kan du indsende en lægeerklæring, der beskriver, hvordan disse forhold har påvirket dig i forhold til at kunne følge eller gennemføre dit studie.
Hvis du som studerende bliver syg i forbindelse med din uddannelse, kan du blive bedt om at indsende lægefaglig dokumentation, f.eks. hvis du bliver syg til eksamen, hvis du bliver langtidssygemeldt eller skal søge om ekstra SU-klip på grund af sygdom m.v.
Bemærk, at en lægeerklæring skal være udstedt af en læge eller psykiater.
I denne vejledning kan du læse, hvilke krav, UCL stiller til en lægefaglig dokumentation.
Hvis du søger dispensation eller tillæg af SU-klip på baggrund af en kronisk sygdom eller en varig funktionsnedsættelse, er det ikke altid tilstrækkeligt, at lægen bekræfter, at du er syg, idet sygdommen eller funktionsnedsættelsen i så fald betragtes som et livsvilkår for dig og dermed er et sædvanligt vilkår. I så fald kan der være behov for, at lægen bekræfter, i hvilken tidsperiode, sygdommen eller funktionsnedsættelsen har været forværret eller blusset op.
Hvis du bliver syg i forbindelse med en obligatorisk læringsaktivitet, som ifølge din studieordning er en eksamensforudsætning, fx deltagelsespligt, mødepligt, afleveringsopgave, virksomhedsbesøg, praktikophold m.v., kan du blive bedt om at fremvise dokumentation for sygdom eller usædvanlige forhold.
Det betyder dog ikke, at du er fritaget fra aktiviteten. Det betyder blot, at du må aftale med uddannelsen, hvornår og hvordan du så kan opfylde eksamensforudsætningen på et senere tidspunkt, idet eksamensforudsætningen stadig skal være opfyldt, for at du kan gå til prøve.
Når du er forsinket i en periode, hvor du modtager SU, kan du søge om tillæg af klip på grund af sygdom. Du kan i den forbindelse med fordel se vores vejledningsvideo om "Tillæg af klip" på SU forsiden.
Udformning og indhold af lægeerklæringen er af stor betydning for, om du er berettiget til tillæg af SU-klip under sygdom. Læs mere under afsnittet ”Dokumentationskrav ved sygdom”. Det er vigtigt, at den lægelige dokumentation er udformet af en læge eller psykiater, idet udtalelser fra psykologer, psykoterapeuter, fysioterapeuter, kiropraktorer o.lign. ikke vil blive godtaget. Endvidere godtages ikke hospitalsjournaler, billeder af patientjournaler m.v.
Du har mulighed for at få personlig vejledning, ringe til SU-Hotline eller oprette en sag via service.ucl.dk i tilfælde af spørgsmål.