Eksamenssnyd

Eksamenssnyd kan få alvorlige konsekvenser for dig. Uanset om du bevidst eller ubevidst begår eksamenssnyd, bliver du stillet til ansvar.

Eksamenssnyd er aldrig svaret

Der kan være forskellige grunde til, at studerende vælger at snyde til eksamen. For nogen handler det om at være under pres, at føle sig stresset eller at føle sig usikker på, om man er dygtig nok til at kunne bestå.

Vi vil gerne hjælpe dig til at undgå at snyde – bevidst eller ubevidst – ved eksamen. Her på siden kan du læse om, hvorfor det er en dårlig idé at snyde til eksamen, og hvordan du kan opsøge hjælp i stedet for at snyde.

Men hvad er eksamenssnyd?

De fleste ved, at du som studerende ikke må købe dig til en færdigfabrikeret eksamensbesvarelse eller lade din kloge kusine eller din hjælpsomme room mate løse din eksamensopgave for dig.

Men i andre situationer kan det faktisk være lidt tricky at undgå at gøre sig skyldig i eksamenssnyd. Vidste du for eksempel, at det er snyd, hvis du benytter andres tekster og teorier uden kildehenvisninger?

Nedenfor kan du se 5 kategorier af eksamenssnyd: 

Ulovlig kontakt
Du må ikke have kontakt med andre uden for ’eksamenslokalet’, uanset om det er et fysisk lokale eller et digitalt rum. Det er med andre ord eksamenssnyd, hvis du sender eller modtager en mail eller en besked ved en skriftlig stedprøve – helt uafhængigt af mailens indhold. Du må heller ikke kommunikere på SMS eller på anden måde på din telefon.

Fun fact: Vidste du, at du godt må invitere din familie eller venner med til en mundtlig online eksamen, så længe du ikke kommunikerer med dem og du informerer din underviser på forhånd.

Brug af generativ AI

Som hovedregel er det tilladt at anvende Copilot, ChatGPT og lignende generative AI-teknologier under eksamener, medmindre andet specifikt er oplyst i studieordningen eller prøvebeskrivelsen. Er du usikker på reglerne for en bestemt opgave eller eksamen, bør du kontakte din underviser og/eller vejleder. 
Du skal være opmærksom på, at du skal oplyse, at du har brugt generativ AI i din opgave i overensstemmelse med retningslinjerne.

AI retningslinjer for studerende ifm. eksamener og prøver på UCL

Hvis du bruger generativ AI i strid med retningslinjerne, vil det blive betragtet som eksamenssnyd.

Læs mere om generativ AI på UCL

Ikke-tilladte hjælpemidler
Hvis du ikke må benytte hjælpemidler, må du eksempelvis ikke have en formelsamling, en ordbog eller dine noter liggende ved siden af dig på bordet. Og du må heller ikke tilgå dem elektronisk. Det er eksamenssnyd, også selv om du ikke har benyttet dem.

Fun fact: Vidste du, at du gerne må kigge i dine noter helt frem til eksamen går i gang. Men når eksamen starter skal de pakkes væk i tasken. 

Plagiat
I en eksamenssituation er det plagiat, hvis du lader en tekst eller illustration fremstå, som om det er dit eget værk, men i virkeligheden ikke er det. Det er derfor vigtigt, at du sætter dig ind i de formelle krav for skriftlige opgaver for din specifikke uddannelse, så du citerer korrekt.  

Læs om de formelle krav til skriftlige opgaver 

Medvirken
Hvis du hjælper andre med at snyde, vil det også blive betragtet som eksamenssnyd.

Eksamenssnyd kan føre til bortvisning fra uddannelsen

Konsekvenserne i forbindelse med eksamenssnyd spænder bredt.

Hvis uddannelsen vurderer, at der er tale om eksamenssnyd eller ulovlig plagiat, vil der blive fastsat en sanktion i henhold til Eksamensbekendtgørelsens § 34 på baggrund af en konkret vurdering af sagen ud fra de gældende regler.

Sanktionerne kan være bortvisning fra den konkrete prøve, hvorved der bruges et prøveforsøg, selvom prøven ikke bedømmes. Hvis det er et groft tilfælde, f.eks. hvis du snyder til en online prøve, kan bortvisningen være af kortere eller længere varighed fra uddannelsen, ligesom der kan gives en advarsel om gentagelsestilfælde. I gentagelsestilfælde kan der blive tale om varig bortvisning.

Ved fastsættelse af en sanktion, vil der blive taget hensyn til sagens grovhed, herunder blandt andet plagiatets omfang og indholdsmæssige karakter, om du som studerende f.eks. har købt en opgave eller bevidst har forsøgt at skjule plagiat ved omskrivning. Desuden vil det blive taget i betragtning, hvor længe du som studerende har været indskrevet, samt om der er tale om mere end et tilfælde af snyd.

Dit eksamensbevis skal afspejle dine kvalifikationer

Til eksamen bliver du testet i al den viden og alle de værktøjer, du har tillært dig på din uddannelse, så vi er sikre på, at du er godt klædt på til dit kommende arbejdsliv.

Hvis du snyder til eksamen, så får hverken du eller din kommende arbejdsgiver et retvisende billede af, hvad du kan bidrage med.

Nedenfor kan du læse mere om:

  • Hvordan undgår du at snyde?
  • Hvad sker der, hvis du snyder?
  • Hvad gør UCL for at sikre mod eksamenssnyd?
  • Har du brug for hjælp?

Læringsobjekt: Introduktion til Generativ AI

Generative IA værktøjer som Copilot, Claude og ChatGPT kan være brugbare og nyttige ressourcer for dig som studerende. Dog medfører mulighederne også nogle risici, som du skal være opmærksom på uanset, hvor rutineret bruger du er indenfor AI.

UCL anbefaler derfor, at du gennemfører det korte læringsobjekt "Introduktion til Generativ AI", da det giver en grundlæggende forståelse for teknologierne, hvad de kan, hvad de ikke kan og særligt, hvad skal du passe på med. 

Fandt du den information du søgte?