Når du har gennemført din uddannelse, får du et eksamensbevis.
Dette bevis er den eneste originale dokumentation for, at du har gennemført uddannelsen. Eksamensbevis og Diploma Supplement sendes til Digital Post senest 5 hverdage efter dimissionen.
Som bilag til beviset udsteder uddannelsesinstitutionen et engelsksproget Diploma Supplement, der i overensstemmelse med den af Europakommissionen, Europarådet og UNESCO udviklede standardmodel beskriver uddannelsen samt giver oplysninger om institutionen og om dennes og uddannelsens placering i det danske uddannelsessystem.
Som studerende kan du få et udskrift af dine bedømmelser eller bekræftelse på indskrivning, du finder udskrifterne på nemStudie eller fra Itslearning.
Ved studieafslutning har du 30 dages fuld adgang til UCL’s netværk og diverse services, herunder din UCL-mail, Itslearning, Google Drev, Praktikportal mv. Hvis du disse steder har information, du ønsker at hente eller orientere dig i fx karakterudskrifter, materiale fra undervisningen, pensumlister, opgaver mv., skal det ske inden for de 30 dage fra studieafslutning.
Din adgang lukkes efter de 30 dage. De 30 dage regnes fra den dato, du udskrives af uddannelsen. For dimittender regnes de 30 dage fra den dato, du var til den afsluttende prøve.
UCL er ikke forpligtet til at kunne genfinde dét til dig, som du har haft adgang til eller gemt, hvis du senere har brug for dette til fx videreuddannelse eller dokumentation til udlandsarbejde.
Du bedes kontakte Studieservice, såfremt du ikke modtager dit eksamensbevis i e-boks, eller hvis du mener, der er fejl i beviset.
Du kan ved spørgsmål til dit eksamensbevis oprette en sag via service.ucl.dk.