Alle taler om vigtigheden af at have et netværk. Men hvordan skaber du det, og hvordan tilføjer du det værdi?
Kortlægning af dit netværk
Først og fremmest kan det være en ide at definere, hvem der indgår i dit netværk, samt hvem du gerne vil have skal indgå. Familie, venner og studiekammerater er allerede en del af dit professionelle og personlige netværk. Så grundlæggende er du allerede ufrivilligt i gang, uden egentligt at være bevidst om, hvilke værdi I giver og trækker af hinanden. Når din kortlægning er på plads, kan du begynde at tænke strategisk:
- Hvem vil du gerne have med i netværket?
- Er der specielle personer, virksomheder, roller som tilføre værdi?
Når du er bevidst omkring din reelle og ideelle netværk, handler det om at skabe en vej, så man opnår et udbytte. Grundlæggende afhænger dit udbytte af netværket af den værdi, du tilføjer det. Hvis du ikke er villig til at give noget af dig selv, og tilføje netværket værdi, så kan du heller ikke forvente at få noget retur.
Sæt dig et mål om, hvad du ønsker at få ud af netværket, og hvad du kan byde ind med. Vær så konkret og ambitiøs som muligt. På denne måde, er det lettere for andre at forholde sig til, hvad de kan byde ind med.
Udvid dit netværk
Jo længere du er kommet i din uddannelse, jo større fordel har du af at se på dit netværk.
- Hvordan har dette udviklet sig gennem studiet?
- Er der kommet nye personer til?
- Er der personer i netværket, som har ændret deres rolle. Dette kunne f.eks. være en medstuderende, som har ændret uddannelse. Dermed kan denne relation være gået fra en tæt kontakt i din studiegruppe, til en mere fjern professionel kontakt.
Det er vigtigt, løbende at have fokus på, hvilken værdi du bidrager med, for at kunne få det optimale udbytte. Prøv at skrive ned, hvordan du har brugt dit netværk det seneste år.
Det kan også være tiden, hvor du forsøger at tage det næste skridt, mod et mere professionelt netværk, hvor du f.eks. deltager af faglige årsager. Det kan være i interne netværk på UCL, bestyrelsesarbejde eller måske ved at oprette en profil på LinkedIn.
Mulighederne for at skabe netværk er mange. Det er dog ikke altid ligetil. Dette betyder også, at du skal huske at gøre det på din måde. Hvis du ikke har dig selv med, så bliver det ikke langsigtet.
Brug LinkedIn
LinkedIn er et spændende værktøj, når det kommer til at:
- vise din professionelle profil og gøre dig interessant for kommende arbejdsgivere
- søge viden omkring arbejdsmarkedet
- skabe dig et online netværk, som skaber bro til andre, end dem du selv kender.
Karrierevej
En af mulighederne er, at bruge det som karrieresøgeværktøj og blive klogere på andre. Hvilken uddannelsesvej har ført til det drømmejob du søger? Du kan søge på stillinger fx marketingkoordinator, byggeleder, bankrådgiver, programmør, afdelingssygeplejeske eller selvstændig fysioterapeut. Se på de enkelte profiler, og hvordan deres vej har været. Har de haft trædestensjob, har de taget videreuddannelse etc. Med andre ord, hvilken sti har andre trådt, for at gå i den retning du drømmer om.
Uddannelsesretning
En anden mulighed er, at søge på uddannelsesretning og se, hvilke job andre med samme uddannelse som dig, har. Her kan du blive inspireret og afklaret ift., hvad du kan blive. Ydermere kan du se deres vej til jobbet, og blive inspireret af, hvad der skal til for at bevæge sig i en given retning. Men husk, at der er ikke én rigtig vej, men du kan måske blive inspireret.
Finder man interessante profiler, kan man med fordel undersøge, om du har fælles bekendte. Dette kan være en god indledning til et evt. møde. Udgangspunktet for at kontakte dem er at udvise interesse for deres karriere, og spørge interesseret ind til, om de ikke kunne være interesseret i, at fortælle lidt omkring deres valg og job. Oftest er vi som personer meget interesseret i, at fortælle lidt om os selv. Udnyt dette og inviter dig selv på en snak. Men husk at det her er essentielt af være forberedt på mødet. Forbered derfor nogle spørgsmål eller områder, du ønsker at blive klogere på.
Faglige netværk og faglige grupper
LinkedIn kan også bruges til, at udvide dit faglige netværk, og deltage i faglige grupper. På denne måde kan du vise din faglige formåen, samtidigt med, at du udvider dit netværk, øger du også muligheden for at blive søgt frem af andre.
Fem gode netværksråd
- Du skal give noget for at få noget.
Hvis du vil have et udbytte, så skal du også kunne tilbyde noget retur. Tænk derfor over, hvordan du via. din viden eller kompetencer eller dig netværk kan bidrage i en given situation. Det kan være du kender en, som kunne skabe værdi for modtageren, eller du via din faglighed kan tilbyde relationen værdi.
- Vær nysgerrig og åben.
For at øge chancen for at skabe en god relation, er det vigtigt at du er nysgerrig og åben. Forbered derfor nogle spørgsmål eller emner, som interesserer dig ved personen. Vær også nysgerrig på at forstå personen og hvad pågældende har gjort for at ende hvor de er. Gennem nysgerrighed, øger du mulighederne for, at styrke forholdet til relationen på både kort og lang sigt.
- Udnyt af folk gerne vil fortælle om sig selv.
Vi elsker at tale om os selv. Hvis folk viser interesse og syntes vi er interessante, så vil vi oftest gerne fortælle vores historie. Udnyt dette, og vis interesse for de arbejdsopgaver, funktioner mv. som folk har. Vær interesseret og spørg ind til deres karrierevalg eller de opgaver de sidder med. Hvis du udviser interesse i dem, vil de måske drikke en kop kaffe med dig. Og hvem ved, måske bliver det over netop den kom kaffe, at du ser et par trædesten til dit drømmejob.
- Vær forberedt.
Når du skal mødes med en ny eller eksisterende relation, er det altid vigtigt at være forberedt. Hvilket udbytte ønsker du af mødet, og hvad ønsker du at give. Forbered derfor 5 spørgsmål eller mål du ønsker af mødet. Spørgsmålene kan sætte rammen for jeres snak, og hvis du møder velforberedt op, vil relationen også vide, at du tager mødet seriøst.
- Vær dig selv.
Det vigtigste råd af alle. Husk at vær dig selv. Hvis du forsøger at spille en rolle, vil dette på et eller andet tidspunkt blive opdaget. Så vær dig selv, men prøv at være den bedste udgave. Tænk på nogle situationer, hvor du har præsteret godt. Det kan være i gruppearbejde, eksamen, studiejob eller en fritidsinteresse. Ved at have en eller flere positive situationer forrest i tankerne, øger du sandsynligheden for at præstere bedre.