v/ Lisbeth Lauge Andreasen
Oplæg ved Phd. Stud. (RUC og Psykiatrisk afd.Region Sjælland), Cand. Scient. San.,RN, Adjunkt UCL Sygeplejerskeudd. Odense Lisbeth Lauge Andreasen.
Oplægget består af en præsentation af forskningsprojektet, men der vil undervejs også være mulighed for dialog.
Oplægget tager afsæt i hendes igangværende Ph.d.-projekt, hvor hun undersøger, hvad der sker i mødet mellem sygeplejersker i somatikken og patienter med samtidig psykisk sygdom. Sidstnævnte vælger hun ofte at kalde ”mennesker med levede erfaringer” eller ”erfaringseksperter”. Hendes forskning er et eksempel på praksisnær aktionsforskning, hvor man laver forskning MED praksis, og ikke OM praksis. Masser af forskning og erfaring peger på, at dette møde kan opleves udfordrende for både patienter med en psykiatrisk historik og de somatiske sygeplejersker. Bl.a. har dette møde vist sig ofte at have konsekvenser for patientsikkerheden, men også for sygeplejerskers arbejdsmiljø. Derfor er projektet designet som samskabelse, hvor hun involverer de mennesker, der har problemstillingerne tæt inde på livet. Hun indledte derfor projektet med at interviewe både erfaringseksperter og sygeplejersker fra somatikken for at danne et billede af, hvilke udfordringer, de oplever. Erfaringseksperternes narrativer viser, at de ofte befinder sig ”i patientsikkerhedens grænseland” i mødet med somatisk regi. Hvorfor de gør det, uddyber hun i selve oplægget, ligesom hun fortæller om sygeplejerskernes oplevelser.
Derefter var hun på feltarbejde på en somatisk afdeling, hvor hun observerede personalets hverdagspraksisser og måde at tale med hinanden og om patienter med psykiske lidelser.
Endelig har hun holdt en række workshops med sygeplejersker fra afdelingen og dernæst med både sygeplejerskerne og interviewdeltagerne med levede erfaringer. I samskabelse forstås alle deltagerne som ”medforskere”, og sammen har de arbejdet med at analysere medforskernes erfaringer med dette møde og skabe ny viden om, hvad der er på spil.
Formålet er at udvikle viden om, hvad der kan bidrage til at støtte en personcentreret kommunikation. Denne viden breder vi ud til praksis på forskellig vis.
Oplægget er primært for studerende på sundhedsuddannelserne men er åbent for alle og kræver ikke tilmelding.
Den 23. april og 25. april 2024 nviterer Niels Bohrs Allé til Forskningens Døgn, hvor forskere og undervisere formidler viden fra igangværende forsknings- og udviklingsprojekter.