Oplægsholder: Hanne Irene Jensen. Professor Syddansk universitet og Sygehus Lillebælt.
Med moderne behandlingsmetoder kan man forlænge livet uden at kunne helbrede. Heri ligger svære etiske dilemmaer. For hvem skal egentlig have tilbudt behandlingerne - og hvornår skal man stoppe, hvis man ikke kan helbrede?
De seneste år har problematikker om hjertestartere på plejehjem og prisen for livsforlængende behandling til kræftpatienter fyldt i den offentlige debat.
Det er dog langt fra kun et spørgsmål om penge - det er et spørgsmål om selvbestemmelse og om, hvad der konstituerer et godt liv.
Hvornår er et liv ikke længere værd at leve? Hvad må lægerne, og hvilke rettigheder har man som patient og pårørende?
Hvornår er det tid til at sige stop?
Foredraget tager afsæt i disse debatter med fokus på gældende lovgivning, etik, patientinddragelse, behandlingstestamenter, fremtidsfuldmagter og - ikke mindst - forskningsbaseret viden.