Før praktik - hvad har du gjort dig af tanker og mål?
Dejligt at du føler dig klar.
Det er også nu at du får lov at prøve dig selv og teorien af, og opleve det du om ganske kort tid skal ud og arbejde i professionelt.
Og fedt at du tænker ”prøve af”, for det er ikke sådan at du skal kunne det hele når du kommer derud. Du er der for at lære og øve dig!
Der er også meget nyt at forholde sig til og man skal både etablere et kollegaskab og falde ind på en arbejdsplads på meget kort tid.
Du kan gøre rigtig meget for at forberede dig godt, og det kan dæmpe din nervøsitet når du træder ind på arbejdspladsen første gang.
Det bedste er at gå nysgerrigt til værks og husk at du er der for at lære.
Det er klart at du er nervøs før alt det nye, men netop det at du befinder dig godt med skolen og teori giver dig faktisk en fordel.
Du kommer ud og står midt i det som teorien kan bruges på og stol på at der nok skal dukke en masse op, hvor du tænker: ”Det handler jo netop om det vi har lært…”. Og ja, der florerer altid historier om skrækpraktikker, men de er få, men desværre også dem man husker.
Prøv at lytte efter dem, som siger de har haft en god praktik, og spørg hvad der gjorde den god. Der skal altid to til en tango og på en praktikplads er dialogen mellem den studerende og praktikstedet alfa og omega, og vil man dialogen og tør stille spørgsmål, så kommer man tit rigtig langt.
Husk også at der er hjælp at hende undervejs, hvis noget går i hårdknude derude.
Du er ikke helt mutters alene "derude", og kan altid kontakte UCL.